Jeg faldt over denne artikel hos Politiken.dk og det kunne da klart ske at jeg også er blandt dem, der skal ind og se en eller flere film 🙂

Danskerne er umættelige efter madfilm

Nu har maden fået sit helt eget program i den store dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

AF Torben Benner

cph:dox: food on film

Above the Heart. Om dyrene på den industrielle slagtebænk. Instruktør: Gaëlle Komars.

Bovines. Den ultimative film om koen og det grønne græs. Instruktør: Emmanuel Gras.

Jiro Dreams of Sushi. Følg den 85-årige sushi-virtuos og hans undselige restaurant. Instruktør: David Gelb.

The Ways of Wine. Sommelierens jagt på sin tabte evne til at smage. Instruktør: Nicolás Carreras.

Verden bedste kok. Om danske Rasmus Kofoeds kamp for at vinde kokke-VM. Instruktør: Rasmus Dinesen.

Tjek programmet på www cphdox.dk

Gode, gamle Freud mente, at man ved at iagttage mennesker under deres måltid kunne iagttage de smukkeste og mest lærerige symptomer på deres traumer, neuroser, fobier og andre problemer.

Så hvad fortæller det om vores kultur, at vi nu fremstiller surdej og bager langtidshævet brød, som vi kan servere til økologiske svinekæber, der i timevis har stået og simret i en fond, vi selvfølgelig selv har skabt fra bunden?

Eller at mad får sit helt eget program i dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og trækker fulde huse?

For mange danskere – især for den kreative klasse i de store byer – har maden ekstremt stor signalværdi.

Den har afløst 1980’ernes B&O-anlæg, siger kultursociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal, der har beskæftiget sig med fødevarer i 10 år. Det er via maden, vi i dag positionerer os socialt. Det er her, vi viser, at vi trods den fortravlede hverdag i en uoverskuelig verden har tid til de helt grundlæggende værdier i tilværelsen.

»At diske op med en simregryde viser overskud. Så har vi fokus på det helt basale i tilværelsen«, siger Birthe Linddal.

Men mad appellerer også til nogle urinstinkter i os, mener hun.

»Mad taler til noget fundamentalt i mennesker. Det fundamentale rykker på alle andre områder længere og længere væk fra os. Vi fjerner os mere fra naturen, vi opbevarer vore børn i institutioner, vi arbejder i store firmaer, hvor vi ikke kan overskue hele processen. Med maden kan vi nærme os det fundamentale igen. Den giver os en oplevelse af nærvær«, siger hun.

Begyndelsen på en madrevolution
Mens krisen måske har sat en stopper for meget af vores øvrige luksusforbrug, har den ikke dæmpet appetitten.

»Tværtimod ser det ud til, at maden er den luksus, vi tillader os i en krisetid. Det kan godt være, at der bliver skåret ned på rejserne og store forbrugsgoder som firehjulstrækkeren og Louis Vuitton-tasken. Nu handler det om den simple, basale luksus, man får ved at plante et æbletræ og selv bage sine boller«, siger Birthe Linddal.

Selv om det stadig overvejende er den kreative klasse i storbyerne, der går op i mad, er Birthe Linddal overbevist om, at vi kun er ved begyndelsen af en madrevolution.


»Vi kommer til at opleve en stigende produktion af økologiske og sunde fødevarer. Udviklingen vil blive drevet frem af storkøkkener i virksomhedskantiner og den slags. Folk stiller større og større krav til den mad, de får i kantinen. Den skal være sund og nærende, og derfor vil der være mere fokus på det grønne. Virksomhederne vil opstille etiske krav til maden, der afspejler virksomheden. Og så begynder de at bestille kalvekød fra en bonde, hvor dyrene har haft et ordentligt liv«, siger hun.

Birthe Linddal hæfter sig ved, at industrien helt har ændret opfattelse af økologi. Fra irriterende til noget, der for alvor er penge og profilering i.

Stor interesse
Den store interesse er også baggrunden for, at CPH:DOX har et særligt Food-program på filmfestivalen.

»Inspirationen kom fra filmen ’Food Inc.’ (om den moderne fødevareindustri, red.), som vi viste for to år siden. Den trak fulde huse og kom efter festivalen op i 40 biografer. Det er vores største succes nogensinde«, siger programredaktør Niklas Engstrøm.

Jeg tror, at den store interesse hænger sammen med, at vi er langt mere bevidste om de fødevarer, vi indtager, end tidligere.

Niklas Engstrøm

Derfor valgte CPH:DOX sidste år at udvide til et program med film om mad og fødevarer. Og det var ifølge Niklas Engstrøm nogle af festivalens bedst besøgte film med udsolgt til næsten alle visninger.

»Mad er langt højere oppe på dagsordenen over hele verden end tidligere. Der bliver lavet langt flere dokumentarfilm om mad. Jeg tror, at den store interesse hænger sammen med, at vi er langt mere bevidste om de fødevarer, vi indtager, end tidligere. At de har en historik fra jord til bord, som ikke altid er en rar historie«, siger han.

Det kan man for eksempel forvisse sig om i filmen ’Above the Heart’, hvor man minutiøst følger processen på et slagteri og kan opleve, hvordan mænd i blodtilsølede forklæder genner kvæg og grise ind i små uhumske metalbåse og afliver dem på akkord uden at fortrække en mine, mens gulvet omkring dem sejler i blod.

I andre film er der fokus på kombinationen af det sublime håndværk og de perfekte råvarer, der kan give uovertruffen smag og oplevelse. Her er det vores fascination af det helt basale i madlavning, der dyrkes.

Mad bliver taget seriøst
Visningen af ’Food Inc.’ for to år siden blev kombineret med madsmagning og debat, som Meyers Madhus arrangerede. Den kombination var publikum glade for, og derfor fortsætter samarbejdet med Meyers Madhus om Food-programmet.

Og her kan man mærke et skift i danskernes opfattelse af mad. Den bliver taget langt mere seriøst, siger direktør i Meyers Madhus Emil Blauert:

»Mad omhandler alle livets aspekter og betyder noget politisk, kulturelt, socialt og sundhedsmæssigt, ligesom det betyder meget for vores nære liv. Det er ved at gå op for os, at mad ikke bare er noget, man spiser for at blive mæt. Og det er en ret væsentlig erkendelse«.

Redskaberne er vigtige

Danmark er ifølge Meyers Madhus langt forbi det punkt, hvor maden bare er en forbigående modedille. Meyers Madhus har de seneste 10 år haft mere end 120.000 mennesker på kursus, og mad er gået fra at være en hobby til noget, folk ønsker at få ind i hele deres liv.

Det handler ikke længere om at brillere over for middagsgæsterne lørdag aften, men om noget, man gør hver dag.

»Folk vil ikke længere lære noget om italiensk eller fransk madlavning, de vil lære de helt grundlæggende ting om råvarerne; hvordan man udvælger dem, og hvordan man bearbejder dem. For 10 år siden investerede folk i samtalekøkkener. I dag er redskaberne vigtige. Den gode kartoffelskræller, røremaskinen eller en god kniv. Folk ønsker at blive bedre til at lave mad hver eneste dag«, siger Emil Blauert.

Derfor er han overbevist om, at mad kommer til at fylde meget mere på den politiske dagsorden, fordi den har afgørende indflydelse på vores sundhed og vores miljø.

100 års mørke
Det samme er madhistoriker Bi Skaarup. Efter næsten 100 års madmørke med rød salami, udkogte grøntsager og fiskefilet med pommes frites begyndte danskerne at tage mad alvorligt igen. Ikke mindst på grund af det store fokus på nordisk mad, som blandt andre Claus Meyer og restaurant Noma har været bannerførere for.

»Den danske madkultur var død i næsten 100 år. Men nu er det nordiske køkken berømt. Vi har skullet lære at lave mad af det, der groede i baghaven, og det er ved at lykkes«, siger hun.

Selv om man selvfølgelig kan komme i nærheden af noget autentisk med den originale føde, får vi ikke ægtheden ind i vores liv på den måde.

Brian Benjamin Hansen

Og selv om Danmark gastronomisk holdt til i 4. division, så er det historisk set en parentes, oplyser Bi Skaarup. For mad har altid optaget mennesker, og der har altid været utrolig stor signalværdi i mad. I gamle dage blev det også drevet frem af folk i byerne, hoffet i København for eksempel.

Helt tilbage i bronzealderen var mad noget centralt. Det vidner fundet af Egtvedpigen om. Den 16-18-årige pige blev begravet for 3.300 år siden og er i dag et af de bedst bevarede fund fra bronzealderen. Med sig i graven havde hun fået en skål af bark med en alkoholisk drik.

»Analyser af drikken viser, at det er en drik, der er kælet for. Den har smagt godt. Det vidner om, at mad også dengang var noget helt særligt«, siger Bi Skaarup.

Når vi i dag igen interesserer os mere og mere for mad, hænger det ifølge madhistorikeren også sammen med globaliseringen. Mange føler, at de godt kan miste deres rødder, og derfor går de mere op i den lokale mad og de lokale grøntsager.

»Vi er også mere optaget af de nære værdier og miljøet, og jeg tror, at det bliver mere og mere socialt uacceptabelt at spise grøntsager, der bliver fløjet ind fra hele verden. For vi skal jo spare på energien. Og så begynder vi at dyrke grøntsager i stedet for græs i haven«, siger Bi Skaarup.

Ægthedsideologi
Men er det så bare idel lykke med al den fokus på mad?

Filosof Brian Benjamin Hansen fra Center for Vild Analyse arbejder på en ph.d. om psykoanalyse og mad. Og han er ikke helt så sikker.

»Jeg synes, at der er sådan en ægthedsideologi, som bliver skamredet. Man kan nærmest ikke finde et produkt, uden at det har en eller anden form for ægthedsindikator. Der er en sjov forskydningseffekt, hvor vi tror, at vi er ægte, selv om vi ikke er det«, siger han.

For meget eller for lidt
For selv om vi får jord under neglene, lever de fleste af os et liv, hvor vi på ingen måde kan overskue produktionsprocesserne. Og som Brian Benjamin Hansen nøgternt konstaterer: Der er jo stort set ingen mennesker med et helt naturligt forhold til mad. ‘

Enten spiser vi for meget eller for lidt, for usundt eller for sundt, som belønning eller straf, i overflod eller askese. Freuds iagttagelser om måltidet kan overføres til hele samfundet

»Selv om man selvfølgelig kan komme i nærheden af noget autentisk med den originale føde, får vi ikke ægtheden ind i vores liv på den måde. Det kan være et symptom på et større problem, som vi burde tage os af«, siger Brian Benjamin Hansen.

Share
Cph:dox og madfilm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins