Mathias og jeg drømmer begge to om at få en have og gerne en stor en af slagsen.
Her skulle der være plads til en rampe med tilhørende rail/box så vi(særligt mathias) kunne øve tricks til næste gang vi fik sne under skiene.

Men derudover skulle der gerne være plads til at være mere selvforsynende end man kan være med en altan på et par kvadratmeter, men der kan man sagtens have hindbærbusk, krydderurter, salater, tomater og lidt andet lækkert. Men havde vi en have skulle vi helt sikkert have meget mere.

Vi drømmer om en køkkenhave, et drivhus, husdyr, bærbuske og frugttræer og en masse spiselige blomster.

Køkkenhaven
Det er muligt at dyrke en meget alsidig og produktiv køkkenhave i en lille selvforsynende have. En hemmelighed og fordelen er at lave køkkenhaven i højbede, da de er nemme at indrette med mange grøntsager på selv den mindste plads, og desuden giver grøntsager dyrket i højbede ofte et større udbytte. Højbede kan f.eks. laves af trærammer, men du skal sørge for, at træet ikke indeholder farlige stoffer. Højbede bør ikke være bredere, end at du kan nå ind til midten, når du står ved siden, da du til enhver tid skal undgå at træde i højbedet. Til gengæld kan de være så lange, som du ønsker. Lav f.eks. fire højbede og lav sædskifte imellem disse fire. På den måde går der fire år, før der igen dyrkes den samme grøntsag i et bestemt højbed, hvilket er passende for at undgå jordtræthed.

Drivhus
De fleste kan finde plads til et lille drivhus i en lille selvforsynende have, da der findes drivhuse helt ned til et par få kvadratmeter. I et lille drivhus kan der f.eks. sættes hylder op langs drivhusets sider, så der er plads til endnu flere planter. Et vægdrivhus er også en rigtig god løsning, og hvis det skal være endnu mindre end det, kan du nok finde plads til en reol med gennemsigtig plasticforhæng. Af de planter der typisk dyrkes i drivhus, findes der sorter, som er små, og som kan dyrkes i potter. Sådanne sorter er ofte velegnede, når pladsen er minimal. Visse grøntsager og krydderurter kan også trives i potter i en varm og solrig vindueskarm, så hvis der ikke er plads nok i haven, så kan noget af haven måske rykkes indenfor.

Bærbuske
Umiddelbart skulle man tro, at bærbuske er spild af plads i en lille selvforsynende have, men fidusen er bruge bærbuske som hæk. Så glem alt om bøgehække og ligusterhække – som til gengæld er spild af plads – og plant i stedet en række bærbuske. Bærbuske kan også bruges som læhegn og indramning f.eks. ved køkkenhaven eller terrassen.

Frugttræer
Selv frugttræer kan der ofte findes plads til i en lille selvforsynende have. Du skal blot sørge for at vælge nogle af de mindre sorter, og desuden altid sørge for, at frugttræerne står i den nordlige ende af haven – så skygger de nemlig ikke for de øvrige afgrøder i haven.

Husdyr
Husdyr er bestemt ikke kun forbeholdt dem, der bor ude på landet med god plads. I en lille selvforsynende have er det oplagt at have et par høns, som kan lægge æg (og senere give kød). Kaniner er også en mulighed, hvis man kan lide kaninkød. Hverken høns eller kaniner kræver specielt meget plads, og gødningen fra begge slags dyr kan bruges i haven. Hvis du har mod på det, kan du også holde bier, så du altid har honning til rådighed. Honning er blandt andet velegnet som erstatning for sukker i drikkevarer, madlavning og bagværk. Hvis du bor i byzone, så husk altid at tjekke reglerne for husdyrhold i netop dit område, da reglerne er forskellige rundt omkring i landet.

Alt det andet
Sidst, men ikke mindst, er der måske også andre ting, som kræver plads: terrasse, indkørsel, græsplæne, staudebede osv. og her handler det selvfølgelig om at begrænse sig mest muligt, så der ikke bruges alt for meget plads på den slags.

Share
Den lille selvforsynende have

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins