I går omtalte jeg hvad der er nødvendigt at have i sit køkken og derfor vil jeg i dag komme ind på hvad man kan bruge remedierne til. Opskriften er med udgangspunkt i Meyers mørke rugbrød fra – “Meyers Bageri”. Opskriften rækker til 2 brød i vores rugbrødsforme, Meyer skriver 3 forme.

  • Rugsurdej( 6 dl. koldt vand, 15 g gær og 800 g rugmel) / eller grundsurdej (det bruger vi)

Rugsurdejen:
Hæld 6 dl koldt vand i skålen, heri opløses gæren. Rugmelet iblandes væsken og dækkes med et klæde eller låg. Skålen skal stå ved stuetemperatur i 48 timer. ( Denne proces kan man springe over hvis man har grundsurdejen, da man så springer videre til Dag 2.)

Dag 2:

  • 1 liter koldt vand
  • 500 g knækkede/skårne rugkerne
  • 250 g solsikkefrø
  • 250 g hørfrø
    Man kan også erstatte nogle af frøene med f.eks. græskarkerner.

Dag 2:  1 liter koldt vand blandes sammen med rugkerner, solsikkekerner og hørfrø i en skål, den dækkes til med et klæde eller et låg, og det skal stå iblød i 24 timer ved stuetemperatur.

Dag 3:

  • 50 g havsalt
  • 5 g brændt malt (kan udelades, vi har maltsirup eller maltmel)

Dag 3:
I dag blandes surdejen og iblødsætningen sammen, saltet tilsættes og det samme gør malten, som er med til at sørge for at brødet bliver mørkt. Nu skal det hele æltes godt sammen, regn med at ælte i ca. 10 minutter. Dejen fordeles nu i 2 eller 3 forme(2 liter), som er smurt godt med solsikkeolie, og dejen skal nu hæve et lunt sted, til den når kanten af formene (det tager 2-3 timer).

Bag: rugbrødene ved 180 grader i ca. 1 time og 20 minutter, herefter vendes de varme brød ud af formene, og afkøles på en bagerist.

Hvis man vil have brød der er knap så hårde i skorpen og dermed er lettere at skære, kan du med fordel smøres det varme brød med smør.

 

Share
Det gode rugbrød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins