Ja det er godt nok ikke noget jeg selv har fundet på, men det er derimod fra Go morgen DK

Du bliver snydt, så det driver, når du går på restaurant. I hvert fald, hvis man skal tro Michael Rytz Lundholm, der er tidligere restauratør og nu forfatter til bogen “Kærlighed og kammuslinger”.
I bogen giver han et indblik i den danske restaurationsbranche, der ikke alle steder har helt rent mel i posen.
Gæsterne risikerer ofte at blive ‘ofre’ for tjenernes tricks, så de kan tjene flere penge. For ifølge Michael Rytz Lundholm, er restaurantgæster så forudsigelige, at det er nemt at tjene penge på dem.
“Gæster i en restaurant er som kunder i enhver anden forretning: dybt forudsigelige. De bestiller det samme, de opfører sig på samme måde og interesserer sig for det samme. Så vi kan lave de samme salgstricks på 80 procent af kunderne,” siger Michael Rytz Lundholm.
Han afslører her nogle af de salgstricks, tjenerne bruger, når der er gæster i restauranten. Så kan du undgå at blive taget ved næsen næste gang, du spiser ude.
Drop boblerne
‘Husets aperitif’ bliver præsenteret meget hurtigt, når gæsterne kun lige er ankommet, så de ikke kan nå at overveje det. Det er den billigste mousserende vin man kan finde og kun “et skridt over terpentin”, gerne blandet med lidt likør for at tage den grimme smag. Det betaler man typisk mellem 55 og 115 kroner for, men i virkeligheden er indkøbsprisen 6-8 kroner.
De gode tjenere holder konkurrencer om, hvem der kan sælge mest – og aperitiffer er mersalg nærmest uden omkostninger. Så sig nej til aperitiffen.

Menukortet lyver
Menukortet har sit eget sprog – lige som ejendomsmæglere, der reklamerer med “et stenkast fra vandet”. Især skal man passe på restauranter, der omtaler sin egen mad i rosende vendinger som”mør og velsmagende oksemørbrad garneret med sprødt sommergrønt”. Så skal alle alarmklokker ringe, for så er det sjældent godt.
Se også
Råvarerne er heller ikke altid, hvad de bliver udgivet for at være. Vildsvin kan eksempelvis bare være et stykke helt almindelig gris. For restauranterne har tricks til, hvordan man maskere grisen som vildsvin med krydderier og marinade masseret ind i kødet.

Nærighed betaler sig ikke
Mange vælger den næstbilligste vin, for ikke at virke nærige. Og det er lige nøjagtig det, som restauranten gerne vil have dig til. Den næstbilligste vin er nemlig den der har den største avance. Det er den, som restauranten tjener mest på.
Hvis du vil have kvalitet i forhold til prisen, skal du købe en af de dyre vine i 800 kroners klassen. Hvis du tager en vin til 3-400 kroner, kan du være næsten sikker på, at det er en vin, du kan købe til 45 kroner i Irma.
Det er ikke helt tilfældigt, hvor på bordet, vinflasken bliver placeret. Ofte udser tjeneren sig en ‘drukkenbolt’, som er den, der drikker mest. Flasken vil ofte blive placeret indenfor drukkenboltens rækkevidde, så glasset hele tiden kan blive fyldt. På den måde er der større chance for at sælge mere vin til bordet.
Lad heller aldrig tjeneren sørge for, at alle har noget i glasset. Tjenerens eneste fornål er at få åbnet den næste flaske.

Tag kaffen derhjemme
Avancen på en kop kaffe er ifølge forfatteren enorm. Indkøbsprisen er næsten ingenting, men alligevel betaler gæsten gerne 20-30 kroner for en kop.

Dagens ret er ikke noget særligt
Har restauranten en særlig ‘dagens specialitet’, kan du næsten regne med, at den består af billigt indkøbte ingredienser.
 

Det gælder selvfølgelig ikke på enhver restaurant, men det er værd at huske på når man er ude og har en hyggelig aften.

Share
Husk dette når du går på restaurant

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins