Herhjemme går vi rigtig meget op i at maden de fleste dage har et grønt spil af urter og smag på toppen og også i retten 🙂 Selvfølgelig hvor det passer ind. Jeg er derfor faldet over denne artikel på Politiken.dk, jeg vil dele med jer derude 🙂 Se den her

Vi guider Giv maden lidt urter

Udfordr dine smagsløg og lav mad med krydderurter. Her er inspiration fra kogebogens opskrifter.

AF Emilie Taulø-Jacobsen

Er det for uoverskueligt med en køkkenhave, kan man vælge en lidt nemmere løsning og kaste sig over en krydderurtehave. Sådan én kan sågar gro i vindueskarmen på tredje sal, og så har man altid lidt hjemmedyrket grønt at putte i maden. Her opskrifter med krydderurter fra KOGEBOGEN, der nok skal få gang i mundvandet og udfordre smagsløgene.

LÆS GUIDE Dyrk dine egne krydderurter

Basilikum
Den velkendte krydderurt findes i mange forskellige varianter fra den citrusduftende citronbasilikum til den krydrede thaibasilikum. Basilikumm er en varmekrævende krydderurt, der klarer sig bedst i drivhus eller indendøre i fugtig jord med en jordtemperatur på omkring 20 grader.

Basillikum nydes bedst frisk og er velegnet til grøntsagsretter, i salater, kødretter, spaghetti og pizza. Prøv eksempelvis kræfter med en Tomat- og gedeostepizza med basilikum eller Crispy basilikum, rucola og babyspinat med parmesan og sort peber.

Citronmelisse
Den forfriskende citronmelisse stammer oprindeligt fra Orienten, men kan i dag findes de fleste steder. Planten vokser bedst i sommerperioden i næringsrig jord i sol eller let skygge.

Citronmelisse egner sig godt som grønt drys i salater, som fiskekrydderi eller som smag i dressinger. Te kan man med fordel også lave ud af de friske blade. Brug citronmelissen i en Rødløgssalat med citronmelisse og radiser eller kombiner den med andre krydderurter i en Persille-mynte-citronmelisse-suppe med fjæsing.

Dild
De fleste kender dilden i kombination med fisk, hvor den gør sig særdeles godt. Planten stammer oprindeligt fra Asien og blev siden dyrket i europæiske klostre som lægeurt. Dilden bør sås i foråret og trives bedst i halvfugtig, velgødet, omsat muld og gerne i fuld sol.

Udover fiskeretter fungerer dild godt i sylteprodukter som eksempelvis agurkesalat, i mayonnaise, saucer, friske salater og sammen med sommerkartofler. Hvorfor ikke bruge dilden i Carsten Kysters Fancy pancy salat, sammen med mango og tigerrejer i Mango med tigerrejer og dild eller på klassisk maner som Sild i dild- og æblecreme.

Karse
Karsen er blevet dyrket siden oldtiden og blev i middelalderen anset som et lægemiddel mod gigt, hovedpine og lammelser – ligesom et gammelt husråd anbefaler at spise karse for at undgå at blive beruset. I dag er karsen et fast element på påskebordet, og de fleste børn har sået karse i lidt vat i vindueskarmen. Karsen kan vokse i al slags havejord og spirer i løbet af få dage.

Frisk karse smager i retningen af sennep og peberrod og passer godt på smørrebrød, i dressinger og ostesalater. Find inspiration i det moderne nordiske køkken og lav en Revet nakke med nordiske krydderier, rugbolle og spidskålsslaw eller gå i en mere eksotisk retning og prøv Tofu med topping .

Koriander
Koriander benyttes især i asiatisk madlavning og er også kendt som kinesisk persille. Planten er ikke så almindelig at finde i de danske køkkenhaver og skal helst dyrkes i en velgødet og fugtig jord i fuld sol. Korianderen afgiver både store, velsmagende frø og friske, grønne blade.

Frøene egner sig især til pølser, svenske kødboller og som krydderi kager og andet bagværk. De grønne blade benyttes især som salat i asiatiske retter og som pynt. Bag et indisk Naanbrød med chiliflager og koriander, lav en omgang Friske thairuller eller bland en Relish med frisk koriander, kokos, chili, ingefær og yoghurt .

Mynte
Mynten er især blevet populær i løbet af de seneste par som ingrediens i den forfriskende drink mojito, men mynten, der oprindelig stammer fra Vestasien og Sydeuropa egner sig til meget mere. Der findes flere forskellige slags mynte, der alle kendes på deres karakteristiske duft. Planterne trives både i sol og skygge, men foretrækker en fugtig jord.

Mynten er i det danske køkken især kendt fra retter med lam, i myntegelé og som drys i frugtsalater. Urten kan dog med fordel bruges i en Mynte-persille-suppe med rødspætte, i hjemmelavet Krydderurtesalt eller i omeletten Frittata alla menta.

Persille
Persille, både den glatbladede og kruspersillen, er én af de vel nok bedst kendte krydderurter i Norden. Persillen kom oprindelige fra Egypten og blev derfra først fragtet til Grækenland, siden til Romerriget for nu at blive dyrket i det meste af verden. Planterne har det bedst i løs muldet, kalkholdig jord og gerne fuld sol.

I madlavning bruges persille først og fremmest som grønt drys, i patéer og stege. Persille kan dog med fordel bruges i den klassiske engelske ret Fish’n’chips – the love of my life , i en frisk Persille-pinjekerne-suppe med ægte feta eller i en vaskeægte italiensk Risotto med rejer og skaldyr .

RosmarinGrillede grønne tomatskiver med røget paprika spread
Krydderurten hører hjemme i middelhavslandene på klippeskråninger nær havet, hvor den kan blive til en stor busk på 1,5 m. Herhjemme har planterne det bedst i en god sandblandet og kalkrig muldjord, og det kan være en idé at plante den i potter, der kan stilles indendøre, hvis der skulle være fare for nattefrost.

Lammekød, vildt og fjerkræretter går godt i spænd med rosmarin, ligesom at krydderurten også er særdeles egnet til dressinger og krydderolier. I kombination med kartoffel har rosmarin det også godt som i en Kartoffelpizza. Den egner sig også godt til sæsonens grillmad sammen med Grillet rødspætte eller Grillede grønne tomatskiver med røget paprika spread .

Find flere opskrifter med krydderurter i KOGEBOGEN.

Kilde: Politikens bog om havens krydderurter af Anemette Olesen, Politikens Forlag, 1996.

Share
Maden har godt af urter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins