I foråret sidste år fik Mathias og jeg den store trang til selv at dyrke vores egne krydderurter og andet lækkert og da vi jo kun har en altan må vi benytte os af den begrænsede plads der er. En stor fordel fandt vi især på krydderurterne, som jo ofte er dyre at købe i supermarkederne og de fleste af dem gror som ukrudt hvis de blot får vand og sol og helst også lidt gødning af en eller anden slags.

Vi anskaffede os bogen af John Seymour – Den selvforsynende have, den giver gode råd og er et materiale at tage udgangspunkt i.

Her følger lidt information om selvforsyning
Når der er noget materielt, vi mennesker gerne vil have, har vi oftest kun to muligheder: vi kan vælge at betale andre for at fremstille, vedligeholde eller reparere det, vi gerne vil have. Eller vi kan selv fremstille, vedligeholde eller reparere det, vi gerne vil have.

Jo mere man vælger at benytte sig af den første mulighed, hvor man betaler sig fra det meste, desto flere penge skal man tjene for at kunne finansiere sin livsstil. Vælger man derimod ofte at benytte sig af den anden mulighed, hvor man selv fremstiller, vedligeholder eller reparerer sine ting, behøver man ikke at tjene helt så mange penge.

Det er meget dyrt at betale sig fra alting. Tanken om selvforsyning tiltaler derfor mange moderne mennesker, fordi vi i dag står i en situation, hvor mange af os er nødt til at arbejde rigtig mange timer udenfor hjemmet for at have råd til husleje, mad, tøj, transport, vedligeholdelse osv.

Desværre har mange af os ikke lært om selvforsyning, og kender ikke noget til alle de håndværk, tips og tricks, som førhen gik i arv fra generation til generation. Det gør os dybt afhængige af vores arbejde, og alle de penge vi er nødt til at tjene. Det gør os også sårbare, når vi f.eks. bliver ramt af finanskriser og arbejdsløshed. På den måde er vi ikke i stand til at klare os selv, hvis der ikke går mange penge ind på kontoen.

Vejen til mindre arbejde, mindre afhængighed af penge og mere fritid kan være mere selvforsyning i dit liv.

Det er dog ikke ønskværdigt at være komplet selvforsyning for flertallet af danskerne. Komplet selvforsyning ville kræve hårdt, opslidende, fysisk arbejde hver eneste dag, dyb afhængighed af vind og vejr og du ville være bundet til dit hjem, for at kunne passe planter og dyr. For langt de fleste er det optimale derfor at finde en fin og god balance mellem at tjene penge og dyrke selvforsyning.

I bogen “Håndbog i Selvforsyning” skrevet af John Seymour, kan man læse et citat, hvori der står, at total selvforsyning er lige så forfejlet og nytteløs som total organisering (kapitalisme). Dette citat understreger, hvor vigtigt det er at finde balancen mellem at tjene penge og dyrke selvforsyning.

Hvor lidt eller hvor meget selvforsyning der passer ind i dit liv og til din livsstil, kan kun du afgøre. For alle der gerne vil dyrke mere selvforsyning, gælder det dog, at vejen til mere selvforsyning starter med, at du tager udgangspunkt i det, som du godt kan lide at lave. Selvforsyning skal være sjovt, berigende og spændende – ellers kører du surt i det hele.

Selvforsyning dækker over hundredvis af forskellige håndværk og metoder, så du kan helt sikkert finde én eller flere former for selvforsyning, som tiltaler dig. Selvforsyning handler f.eks. om at:

– holde husdyr for at få kød, æg, arbejdskraft og gødning.
– indsamle vilde planter, fiske og gå på jagt.
– dyrke bær, frugter, grøntsager og nødder.
– fremstille hø, halm og korn til sine kæledyr og husdyr.
– sylte, konservere og henkoge fødevarer.
– bage brød og kager.
– brygge øl og vin.
– reparere, istandsætte og genbruge gamle ting.
– strikke bluser, strømper, huer og halstørklæder.
– fremstille cremer, shampoo, sæber og naturmedicin.
– istandsætte og reparere sin bolig.
– udnytte vind-, vand- og solenergi.
– dyrke og fælde træer til brændsel.
– bytte ressourcer og arbejdskraft med naboer og venner.
– spare penge og undgå at forgælde sig.

Det er en god ide at vælge med omhu og der hvor man selv har evnerne og så benytte sig af det i så stor udstrækning man orker og har mulighed for.

Share
Selvforsyning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins