Det kan virke uoverskueligt at finde rundt i alle de slankekure, som du dagligt støder på i ugeblade og i tv. Det kan derfor også være rigtig svært at vide, om du spiser lige så sundt, som du går rundt og tror.

B.T. Slanks kostekspert, Anna Munkesø, hjælper dig med at gennemskue, hvor sunde de sunde snacks egentlig er.

Ekstremt mange madvarer, der profilerer sig som sunde, er i virkeligheden smækfyldt med sukker, salt eller fedt.

Der er stor forskel på, hvad man betegner som sundt. Selv om et produkt er smækfyldt med kostfibre, kan det stadig indeholde mange kalorier.

– Faktum er, at for at tabe dig skal du spise færre kalorier, end du forbrænder. Selv om et produkt er stemplet som sundt, enten fordi det er et light-produkt uden sukker, eller fordi det ikke indeholder fedt, kan det stadig godt være en kaloriebombe, siger diætist Anna Munkesø.

Fyldt med sukker

De fleste forbinder f.eks. müslibarer med en sund livsstil, men i virkeligheden er de sprængfyldt med sukker og fedt fra nødder og frø. De fleste müslibarer indeholder næsten lige så mange kalorier som en marsbar.

Inden du kaster dig over din næste snack, så kast et blik på næringsdeklarationen. Her kan du se, om din snack virkelig er så sund, som du går og tror. En god tommelfingerregel siger, at du til hvert mellemmåltid må få ca. 100 -150 kalorier. Men ifølge Anna Munkesø gælder det om at fokusere på, hvor kalorierne kommer fra:

– Problemet er ikke at spise 150 kalorier, men derimod at spise noget, der mætter mest muligt for 150 kalorier. Spiser du for eksempel to riskager, har du ganske vist kun spist 100 kalorier, men det er tomme kalorier, du har indtaget, og du vil ikke få nogen særlig god energi fra dette mellemmåltid.

Det vil sige, at du i løbet af kort tid vil føle dig sulten igen, og du vil derfor have svært ved at styre mængderne til aftensmåltidet.

Derudover får mange også lyst til at spise noget sødt.

De værste sunde snacks

1. Yoghurt is
Du føler dig måske sund, når du vælger yoghurt is i stedet for flødeis, men det er bare ikke decideret sundt. Der findes nemlig mange yoghurt is-typer med sukker.

2. Riskager
En enkelt kiks indeholder 40-50 kalorier og består stort set af salt og tomme kalorier. Før du har set dig om, har du tilføjet 200 kalorier til regnskabet.

3. Müslibar
Det er muligt, at müslibarer er et sundt alternativ til en chokoladebar, men de fleste müslibarer er fyldt med sukker og indeholder meget lidt protein og fibre.

4. Saltstænger
De feder mindre end chips, men der er så meget salt i en portion, at du allerede har fået 25% af det anbefalede daglige indtag.

5.  Nødder
Nødder i sig selv er sunde , men de færreste holder sig til den anbefalede mængde på 10 nødder. Nødderne indeholder masser af fedt, selv om det er sundt fedt.

6. Juice
Det er ikke kun vitaminer, du får masser af, når du drikker juice – du får også en masse kalorier. Et glas juice indeholder op mod seks stykker frugt, og det betyder en masse frugtsukker. Spring juicen over og spis i stedet en appelsin og drik et glas vand til – så får du vitamin C, kostfibre og knap så meget sukker.

Share
Sunde snacks som ikke er så sunde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2017 etlivpaalandet.dk. All Rights Reserved.  WordPress Plugins